Nyt i nabolaget

Telefonens indtog i hjemmene, opdyrkningen af Gudum hede og mine forældres rolle i denne forbindelse.

Nybyggerne og telefonen

 Vognmand Clausen og hans store heste

Partstelefon

Isvinter og telefon

Pløjekarle oppløjede Gueum hede

Nabo til lyngheden.

Jeg kan huske at lyngheden var vores nabo mod syd. Der var kun én ejendom der lå længere ude på heden mod syd end mit barndomshjem.

Det var ikke nogen god status for en dreng at komme ”ude fra hedesiden” selv om jeg ikke fornemmer at vi havde mindre jordisk gods end så mange andre i sognet.

Partstelefon

Min forældres telefon var en såkaldt parts telefon, det vil sige at der var fire husstande om den samme telefonlinje. Gudum central lå  i den nordlige del af sognet, i nærheden af præstegården.

Her i sydsognet tilhørte vi SkodborgGudum central der lå i Paris.

Vi havde nr. 15u, nærmeste nabo 15v og de sidste to havde andre bogstaver efter 15.

Da de to centraler blev lagt sammen fik Sodborg Gudums  abbonenter tallet et tal foran så vi havde 115u.

Når man skulle ringe skulle man først løfte telefonrøret og sige hallo, for at sikre sig at der ikke var en af de øvrige der have en samtale i gang. Alle på nummeret kunne høre hvad de andre talte om.

Så fortrolige samtaler skulle ikke føres over telefonen.

Centralbestyreren blev en meget vidende person…….. Det havde sine fordele hvis der blev akut behov for læge eller dyrlæge, hun vidste hvor de kunne træffes.

Hvis noget brændte og der var ringet efter brandvæsenet ringede hun alarmen rundt til naboerne. Det var af stor værdi at der hurtig kom hjælp til at få redde dyrene ud.

Isvinter og telefonen.

I februar og marts måned 1942 var der isvinter. Min lillebror blev født den 16. marts og vor nabo, Ingeborg og Åge Thomsen fik en datter født den 31. marts. 

Islag og storm havde revet telefontrådene ned og afbrudt forbindelsen og de to vordende fædre var blevet ret så bekymrede.
Så min far, Søren Sørensen, og naboen Åge Thomsen drog ud i vinteren, i bidende frost, sne og kulde, og fik trådene hevet op af sneen, fik dem bundet sammen og hængt nødtørftig op på masterne igen.
Jeg har ingen viden om hvordan fødslerne forløb, men der kom i al fald to sunde børn ud af det.

Pløjekarlene og telefonen.

De fire mænd der forestod pløjningen af heden blev i daglig tale kaldt pløjekarlene.

Det var fire brødre der havde påtaget sig at pløje heden, Det med førte at "pløjekarlene" (æ plowkårl) kom til os når der skulle ringes efter reservedele, en mekaniker eller andet. 

Og det gjorde de faktisk ofte da det var noget skrammel af traktorer de kørte med, formentlig noget fra krigens tid. Derfor kom vi til at kende de fire temmelig godt. Det var Villy. Svend Åge, Holger og Poul.

Nogen gang blev de siddende hos om aftenen.
En af dem var eminent god til at tegne portrætter. En anden havde været i tysk koncentrationslejr. Jeg husker samværet med dem som gode oplevelser da de var nogle friske fyre. Jeg har været 7 - 8 år gammel dengang.

 De havde flere traktorer. Den der var nemmest at starte om morgenen parkerede de om aftenen øverst på en lille gravhøj syd for Bigården. Når de så næste morgen skulle starte igen løsnede de bare bremsen og den startede, så brugte de den til at trække de andre traktorer i gang.

Bigården var en samling nåletræer der var plantet for give læ for bierne der var sat der ud for at samle lynghonning.

Nybyggerne og telefonen.

Da så byggeriet af de mange ejendomme startede i den nuværende Gudumlund var den nærmeste telefon stadig den hjemme hos mine forældre. Der var ofte flere ”Nybyggere” der på samme tid sad i kø i vores dagligstuen og ventede på at det blev deres tur til at få en forbindelse.  Da det var partstelefon med fire på de samme tråde var telefonen meget optaget.  

”Nybyggerne” var den daglige lokale navn for dem der byggede ejendommene efter opdyrkningen.

Vognmand Clausen og de to store heste.

Vognmand Clausen var lejet til at pløje skrænterne, rykke selvsåede træer op og køre mergel ud

Også her var mine forældre med på sidelinjen, da Clausen og hans to mega store heste havde ophold hos os. Den ene sommer boede Clausen i et lille kammer på stuehusets loft. Det andet, og  måske tredje år, år havde han vasket og kalket roehuset og indrettet sig og boede der.

Hestenes plads var i de to kobåse nærmest roehuset, så var han tæt på sin kære dyr. Der var lagt bjælker i grebningen da båsene var for korte til de store dyr.